8/7 2005 til og med 17/7 2005Alle disse dejlig dage blev tilbragt i familiens skød. Og det skød bliver større og større.
Da vi ankom klokken 20 om aftenen var der 17 personer i huset! Der var Henriette og Vaughn, Jonas og Natasha, Cole og Tor med deres piger, Danielle og Stefani og derudover 9 skolekammerater, som gik rundt i og omkring huset, som om de boede der. Lidt voldsomt for os to gamle og meget trætte campister. Vi fik dog sat vores telt op lige ud til vandet.
”Campingpladsen” Prior Lake, Minnesota.Heldigvis havde Cole og Tor fundet ud af, at pontonbåden skulle ud og benyttes af alle de unge. Så kunne vi komme i seng. De vækkede os ikke, da de kom tilbage, og de gik meget forsigtigt i land. Båden skal jo fortøjes lige ved siden af teltet.
Vi tror Tor er rigtig populær i de kredse omkring Prior Lake. I al den tid vi var der, var der mange i huset og det var alle Tors venner. Cole gik jo på arbejdet om dagen, så ham så vi kun om aftenen og så kun ganske kort. Sådan en sommer ved søen skal bruges.
Vi tror Tor er populær på de kanter.Vi havde det selvfølgelig ualmindeligt dejligt ved Prior Lake, og de 2 små, Jonas og Natasha fik vi rigtig lært at kende igen. De er blevet 2 dejlige børn, som vi selvfølgelig havde det sjovt med.
Søndag eftermiddag klokken 16 blev der kaldt til fodbold på en fodboldbane tæt på. Hele familien deltog sammen med venner til Vaughn og Henriette samt Cole og Tors mange venner. Vi blev, med Mogens som ældste deltager i alt 7 på hvert hold. Og der blev virkelig gået til den. Brand skægt at se på. Det ene hold vandt 4 – 3.
Her er det samlede hold efter kampen, som foregik i 38°C varme!Alle kom hele ud af kampen, selv om flere klagede over ømme rygge og ben flere dage efter.
Men vi foretog også mange andre ting med familien blandt andet den obligatoriske morgenmad hos Perkins, som nu har fået en restaurant meget tæt på Prior Lake, endda på South Park Drive!Her har vi fået besøg af Sara, Cole og Tors legekammerat og nabo gennem mange år. Hende har vi kendt fra hun var en lille pige på 10 år. Benyttet meget som babysitter for Jonas og Natasha.
Dansk-amerikanerne spiser pænt, medens amerikanerne, ja de spiser amerikansk!
Et besøg i downtown til det nye Walker Art Center. Arkitekt Herzog.Smukt og flot bygningsværk, som ligger ved siden af Minneapolis Sculpture Garden og Guthrie Theater, lige midt mellem 3 Interstates, 394, 94 og 35W.
Der blev også tid til en køretur sammen med Jonas og Natasha med det nye tog, som Minneapolis har bygget. Toget kører fra Mall of America til downtown. Turen sluttede selvfølgelig i Mall of America med en tur i det kæmpe store Tivoli, hvor Jonas og Natasha fik en masse lidt voldsomme køreture med diverse rollercoasters og andet ”farligt”. I downtown så vi publikum komme til baseball match i The Dome. Og vi så, hvorledes det ene tog efter det andet var stoppende fulde af folk, der skulle til baseball. Amerikanerne havde allerede lært, at puplic service var noget der godt kunne betale sig. En billet fra Mall of America til downtown og retur, en tur på ca. 15 km, koster kun 1 USD. En p-plads ved the Dome koster omkring 7 USD.
Det ene af 4 parkeringshuse omkring Mall of America.
Puplikum på vej fra stationen i downtown til The Dome.
Amusement Park i Mall of America.Det blev også en dejlig køretur til Mankato, hvor Minnesota State University ligger. Her læser Tor økonomi på andet år. Vi kørte ad den meget smukke landevej 169 dertil. Mankato ligger ca. 50 miles fra Prior Lake. Vi gik lidt rundt på skolens område, der viste sig at være kæmpestort. Tor er meget glad for at gå der, og han har fået nogle gode kammerater.
Minnesota State University, Mankato. Stadionfaciliterne er fantastiske.Men også denne ferie hos Henriette får en ende. Vi havde nogle dejlige dage sammen med dem alle, incl. børnenes venner, som vi lærte at kende, som nogle meget søde unge, der ikke ligner danske unge, så meget. De amerikanske unge virker meget mere hæmmede i deres opførsel, men de er nok lidt lettere at håndterer end deres danske ligemænd. De er i hvert fald utrolig høflige.
Vi tog afsked med dem alle om søndagen den 17. juli for at tage af sted til Boston tidligt næste morgen. Vi vækkede Henriette klokken 6 for at sige farvel. Det er blevet lidt sværere med årene at skulle sige farvel, og det er ikke noget, nogen af os bryder sig så meget om.
